Gustav Storm, Kritiske Bidrag til Vikingetidens Historie, I: Ragnar Lodbrak og Gange-Rolv (Kristiania: Den Norske Forlagsforening, 1878).

139

Om Rollo selv, Grundlæggeren af det normanniske Rige, er den samtidige Historieskrivning meget forbeholden. Ved Overdragelsen i 911 nævnes han ikke, Landet overlades »til Normannerne«; heller ikke i Kong Karls Brev af 918 træder han mere tydeligt frem, idet Landet her siges overlabt til »Seine-Normannerne, nemlig Rollo og hans Mænd« (comites); ikke epgang hans Dødsaar er bekjendt (han levede i 928, men maa være dcrd kort før 933), og hans Familieforbindelser omtaler den samtidige Annalist aldeles ikke. Det træffer sig da heldigt, at der ganske nylig er fremdraget et Dokument, der giver direkte Oplysninger herom. I et Haandskrift fra omkr.

140

Aar 1000 har Gaston Paris opdaget et Digt fra 10de Aarhundrede, som han har kaldt »Planctus super mortem Wilelmi«, og som skildrer den myrdede Greves Liv og Bedrifter indtil hans Død(1). Efter en poetisk Indledning begynder Digtet i to Vers, som senere skal citeres, (2-3) med at fortælle om Vilhelms Forældre, nævner, at efter hans Faders Død skede et Oprør mod Vilhelm, som denne betvang (3), at han var fredelskende, de fattiges Trøst og Enkers Forsvar (4), at han hjalp Kong Ludvig paa Thronen og gik i Forbund med ham (5), at den forræderske Arnulf af Flandern sluttede Venskabspagt med ham (6), lokkede hnm til et Møde i en Flod (7) og der svigagtigt dræbte ham (8), at Vilhelm i Erkjendelse af Treenighedslæren grundlagde St. Peters-Klostret. Digtet har Omkvaed ved hvert Vers: »Græder alle over Vilhelm, den uskyldigt dræbte« (Cuncti flete pro Willelmo innocente interfecto), og ender med et Ønske om Lykke for »Greven af Rouen, Richard, og hans Faders Mænd og Høvdinger« (Salve, comes Rothomensis, o Ricarde, comitesque proceresque patris, salve). Digtet har, som man vil se, alle indre Tegn paa Ægthed, det er aabenbart digtet strax efter Vilhelms Død (17 Dec. 942) af en Geistlig, der har staaet den afdøde nær og vil opmuntre Sønnens Formyndere til at støtte ham. De to Vers, som først og fremst vedkommer os, lyder i Texten bogstavret saaledes:

Hic in orbe transmarino natus patre
in errore paganorum permanente
matre quoque consignata alma fide
sacra fuit lotus unda.

Moriente infidele suo patre
sui rexerunt contra eum belliquosse
quo confisus Deo valde sibi ipse
subiugavit dextra forte.

Her maa »sui rexerunt« som Feil mod Metret rettes til surrexerunt, «belliquosæ» (krigerske Kvinderl) rettes til bellicosi (krigerske Mænd) og «quo» til quos (Objekt for subiugavit);

141

Meningen af begge Vers er da: »Han var født hinsides Havet, Søn af en hedensk Fader og en kristen Moder, og blev døbt som ung; efter hans hedenske Faders Død reiste Krigerne sig imod ham, men han betvang dem med sin stærke Høire, stolende paa Gud«. Dette Vidnesbyrd af en samtidig og nærstaaende Forfatter kan ikke godt forkastes. Vilhelm var altsaa født hinsides Havet. Da Vilhelm i 927 præsenteredes for Kong Karl, antages han ialmindelighed for netop myndig, han skulde altsaa være født c. 906; dog kunde han godt være ældre, sikkert er kun, at han var født før 911. Men saa mange Aar ældre kan han heller ikke have været, da hans eneste Søn Richard neppe er født tidligere end c. 930. Ved Udtrykket »orbis transmarinus« (Landet hinsides Havet) menes i Almindelighed i franske Skrifter i 9de og 10de Aarhundrede de britiske Øer: da Kong Ludvig kommer i 936 fra England, siges han at komme fra »transmarinæ regiones« eller fra »transmarinae partes«, og de britiske (engelske og irske) Rom-Pilegrime kaldes »Transmarini«. Etsteds paa de britiske Øer har altsaa Vilhelms Fader Rollo opholdt sig før Nedsættelsen i Frankrige, i Tiden kort før eller omkring 900. Det siges videre, at hans Fader var hedensk, men Moderen kristen (consignata alma fide); Rollo har altsaa enten under sit Ophold paa de britiske Øer giftet sig med en kristen Kvinde eller paa et Vikingetog bortført en kristen Kvinde hinsides Havet og der faaet Børn med hende. Vi skal siden se, hvorledes dette stemmer med nordiske Sagn, medens det ligefrem strider mod Dudo, der lader Rollo under Paris's Beleiring (885-87) erobre Bayeux og bortføre derfra en fornem Kvinde Popa, med hvem han i Rouen faar Sønnen Vilhelm(2).

Endnu en Efterretning om Rollo kan vi hente fra Klagen. Den siger, at Rollo ikke blot under sit Ophold hinsides Havet var »vantro«, men ogsna vedblev at være vantro indtil

142

ain Død (moriente infidele suo patre)(3). Dette kunde jo ved første Øiekast synes at stride mod det Faktum, at Normannerne og saaledes ogsaa deres Høvding blev døbte i 912; men i den geistlige Digters Mund menes dermed sikkerligt, at Rollo til Trods for Daaben vedblev at tro paa maasks endog at dyrke Afguderne, og (som vi siden skal omtale) har der ogsaa senere i Frankrige holdt sig en Tradition om, at Rollo endog efter Daaben ofrede til sinte Guder. En saadan Overgangstilstand mellem Hedenskab og Kristendom er jo helt naturlig og stemmende med Efterretninger andenstedsfra; om Rollos Samtidige Helge magre heder det, at han dyrkede baade Kristus og Thor.

Dette franske Digt giver altsaa et uforkasteligt Vidnesbyrd om, at Rollo ikke saa mange Aar fer 911 endnu opholdt sig »hinsides Havet«, at han der med en kristen Kvinde fik en Søn (Vilhelm) og at han selv efter Daaben lige indtil sin Død vedblev i Sind at være Hedning.

NOTES

1. Bibl. de l'école des chartes 1870 p. 389-406.

2. Klagens Udgiver Lair har derfor meget sindrigt rettet »Hic in orbe« til »Hac in urbe«, hvorved Klagens fra Dudo afvigende Vidnesbyrd netop bliver en Støtte for denne; jeg behøver ikke at paapege, hvor kritisk utilladelig en saadan Fremgangsmaade er.

3. Ogsaa her har Udgiveren Lair rettet til infideles (Subj. for surrerunt) for at undgaa Afvigelse fra Dudo.